Bed & Breakfast i Ribe

Kapellangården - en perle i Ribe   

Historien om Kapellangården

I  1575 – 76  opførtes domkapellanboligen, kaldet Kapellangården,som bolig for Ribe Domkirkes kapellaner (for tid og evighed)

Igennem mange år havde domkirkens kapellaner klaget over deres usle Boligforhold. 1576 fik endelig kapellanen ved Domkirken en embedsbolig.

Man opførte et 12 fags bindingsværkshus (16 meter langt og 6 meter bredt) efter at have revet det forfaldne hus ned.  Det nye hus blev bygget solidt, alt bindingsværk, bærende bjælker og tagspær blev udført i kraftigt egetømmer, der er bevaret den dag i dag. Egetømmer i huse var ret usædvanligt idet Christian den fjerde omkring år 1600 forbød anvendelsen af egetømmer til husbyggeri, idet det skulle forbeholdes til bygning af hans krigsskibe.

Huset blev opført i 2-etager, en repræsentativ, usædvanlig højloftet stueetage med et 4-fag langt alrum med stort åbent ildsted og et 2-fag langt indgangsparti med en trappe til 1. sal og en 4-fag lang sal, også kaldet Kælderstuen, fordi der under denne del af huset er kælder, formentlig bevaret fra det tidligere hus på stedet, og således ca. 500 år gammelt. Salen var det rum hvor kapellanen modtog gæster og udfoldede sine mere officielle forpligtelser.

På 1.-salen var der betydeligt lavere til loftet (ca. 1,80  mtr.) og her var de private rum (soveværelser, børneværelser, pigeværelser). Bygningens officielle præg og ejerskab (ejet af Ribe by) blev markeret ved anbringelsen af  Ribe byvåben over hoveddøren, udskåret i dørens overligger. Det er stadig bevaret og omkring byvåbnet er skåret indskrifte ”Anno 1576 ”.

I 1576 flyttede domkapellan Mads Nielsen med familie ind i deres nye Embedsbolig. Glæden varede kort, thi en pestepidemi der ramte byens befolkning i 1579 ramte også domkapellanen, der døde 2. september 1579. En ny blev udnævnt og flyttede ind, navnet kendes, ligesom navnene på efterfølgerne.(se kopi af Ribe Bys historie side 542). 

I 1580 blev Ribe by ramt af en storbrand, som lagde 2/3 af byen øde, men Domkapellanboligen lå i læ i et kvarter, der ikke ramtes af branden og bygningen er derfor i dag et af landets ældste 2-etagers bindingsværkshuse i privat eje.

Huset holdt sig godt og næsten uforandret i tiden frem til 1875, vi ved dog at det gennemgik en større reparation i 1680 og at det i 1695 fik teglstenstag i stedet for det oprindelige stråtag.

Domkapellanen var foruden kapellan ved domkirken også sognepræst i Seem Sogn sydøst for Ribe, og er det i øvrigt også i dag. Menigheden i Seem sogn var i 1860erne i stigende grad utilfredse med, at de så sjældent så deres sognepræster, idet disse i højere grad dyrkede stillingen som kapellan og i mindre grad tog sig af deres sognebørn. Myndighederne besluttede derfor i ca. 1860 at sognepræsten el. domkapelllanen skulle have bolig i Seem præstegård for at være nær sine sognebørn, og herved blev kapellanboligen ledig.

Kapellanbolligen var i øvrigt i 1826 blevet udvidet med 2 staldlænger omkring en gårdsplads således, at man fra dette tidspunkt kan tale om en kapellangård. Denne blev nu af  Ribe by sat på offentlig auktion og overgik  herefter til privat  eje. Endnu i  1875  havde huset  bevaret den oprindelige  anordning af de indre rum, men  herefter begyndte bygningernes egentlige  forfald, idet skiftende ejere brugte huset til udlejningsformål i  stadig stigende  omfang, med indretning af  flere og  flere værelser og  lejligheder. Skillevægge blev sat op, ildsteder  delvist sløjfede, køkkener og WC, er blevet indrettede med ulovlige  nedløb, der kom forsænkede lofter i hele stueetagen (så bjælkeloftet blev skjult). Større vinduer blev sat i hele huset, hvilket nødvendiggjorde at måtte skære i dele af bindingsværket. Alt i alt en nedbrydning af huset hvis tilstand blev yderligere forværret ved en meget nødtørftig vedligeholdelse, der i de sidste 10 år helt ophørte, med utætheder overalt til følge.

I begyndelsen af 1970 erne rummede kapellangården 4  små elendige lejligheder og 3-4  enkeltværelser med dårlige sanitære forhold, nærmest slumagtigt, med mange ulovlige og brandfarlige installationer.

Ejeren der igennem lang tid havde været syg, døde i 1974 og huset blev købt af en person, der agtede at gennemføre en omfattende restaurering. Alle lejemål opsagdes, huset blev opmålt og undersøgt så godt det kunne lade sig gøre, tegninger til en restaurering af huset blev udarbejdet med bistand fra det særlige bygningssyn under Nationalmuseet.
Økonomisk støtte fra forskellige offentlige og private fonde blev søgt. Der blev planlagt, forhandlet og indhentet håndvækertilbud, hvorefter det gik op for ejeren, at en restaurering ville blive en mere kostbar affære end han havde tænkt sig, hvorefter han opgav det hele og satte ejendommen til salg i september 1975.

Mange så på huset i den følgende tid, men  ingen havde det fornødne vovemod, før nuværende ejer, der efter mange og lange overvejelser købte den ”stærkt forfaldne idyl ” i december 1975.

I det følgende halve år førtes omfattende  forhandlinger med det særlige Bygningssyn, Bygningsfredningsfonden og flere andre private fonde  om økonomiske tilskud til en omfattende restaurering der ville beløbe sig til  ca. 800.000 kr. Det lykkedes at få fordelagtige fondslån på i alt 400.000 kr. Det lykkedes at få tegnet og planlagt det hele således, at selve restaureringsarbejdet startede juni 1976 og var afsluttet  juni 1977. Restaureringsarbejdets grundide var at føre såvel husets ydre som indre så nær tilbage til dets  oprindelige udseende som muligt, dog således at isolation og tekniske installationer blev nutidssvarende, men skjult i det omfang det kunne lade sig gøre.

 
Af det oprindelige hus er følgende bevaret, hvilket er i overensstemmelse med hvad Nationalmuseets arkitekt i samarbejde med ejers private arkitekt havde fundet ud af ved nærmere undersøgelse af huset. Det var arkitekterne Hans Henrik Engqvist (død 2003) og arkitekt Per Svensson.:

Den ”skæve” rhombeformede grundplan, der bevirker, at alle rum er ”skæve”, hvilket kan ses af grundplanen, husets gavle er urørte, hele bindingsværks- bjælkelofts- og tagkonstruktion i egetømmer er bevaret, gadefacaden er skånsomt restaureret med anvendelse af gammelt egetræ og gamle munkesten, alle vinduer er nye, men efter gammel model således, at husets gadefacade fremtræder med sit helt oprindelige udseende. Bagfacadens midterste halvdel er ny, resten af bagsiden er bevaret og restaureret.
Port og hoveddør er bevarede og specielt hoveddøren er nænsomt restaureret og nu ophængt på sine oprindelige stabler. Hoveddøren er en såkaldt ”ligdør”, d.v.s. en dobbeltdør, hvor begge halvdele kun åbnes, når den døde skal bæres ud i sin kiste, som kræver en bred døråbning. Det er den eneste dør i sin art i Nordeuropa.

I husets indre er bjælkelofterne på ny lagt fri og let restaurerede, idet de var meget velbevarede og lavet af egetømmer. De indre døre med dørgreb og trappe til 1. sal er de oprindelige, men restaurerede. De enkelte trin er nye. Ruminddelingen i stueetagen og de to skorstene med ildsteder er skabt på ny. Gulvet i køkken og forstue er nu af røde mursten, mens gulvene i resten af huset er af ludbehandlet fyrretræ.

På 1. sal er ruminddelingen lidt anderledes end oprindeligt, men fyldningsdørene er bevarede og restaurerede.

Huset er fredet og underkastet paragraf 12, hvilket betyder, at nuværende og alle kommende ejere forpligter sig til at holde huset vel vedligeholdt og altid ” tæt på tag og fag”. Der skulle således være god mulighed for at huset skulle kunne stå i endnu 4-500 år.

Ove Korsgaard

Hvem byggede hvad bind 3 Jylland side 189   Politikens Forlag  1971
233  Danske Borgerhuse   A. Tønnesen  side  170  Gyldendal      1979